Skærpede krav til sikkerhed får taksterne til at stige

Skærpede sikkerhedskrav, fortsat indsats for miljø og klima og ny regulering betyder, at Skanderborg Forsynings forbrugere skal betale mere for drikkevandet og rensning af deres spildevand i 2026.

Forsyningen af drikkevand og rensning af spildevand er samfundskritisk infrastruktur.

I starten af 2025 vurderede Center for Cybersikkerhed, at vandsektoren står over for en meget høj trussel fra cyberkriminalitet. I efteråret 2025 kunne DANVA, interesseorganisationen for danske vandselskaber, fortælle, at danske vandselskaber samlet oplever op mod 6.000 hackerangreb i timen.

Det stiller store krav til vandselskabernes sikkerhed, og det er blandt andet omkostningerne hertil, som kan ses på både taksten for drikkevand og afledning af spildevand fra 1. januar 2026.

”De sidste fire år har vi arbejdet målrettet med at opgradere både vores fysiske sikkerhed og cybersikkerhed i henhold til de skærpede krav i EU’s Net- og Informationssikkerhedsdirektiv (NIS 2), som vi skal leve op til som samfundskritisk infrastruktur. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger vi præcis har taget, kan vi selvfølgelig ikke fortælle, men det er en stor opgave, som vi tager meget seriøst,” siger afgående bestyrelsesformand i Skanderborg Forsyning, Martin Frausing Poulsen.

Skanderborg Forsyning er medlem af SektorCERT, der er de kritiske sektorers cybersikkerhedscenter. SektorCERT overvåger alt internettrafik ind og ud af forsyningen med henblik på at opdage cyberangreb.

Prisstigningen på taksten for drikkevand dækker også over øgede omkostninger til sikring af en robust vandforsyning i tilfælde af f.eks. strømsvigt, hackerangreb eller lignende.

Se taksterne for 2026 her

 

Fortsat miljø- og klimaindsats

På spildevandstaksten er det, udover cybersikkerhed, særligt det fortsatte arbejde med at separere kloakkerne i kommunen, at finde og udbedre eventuelle fejlkoblinger mellem regnvands- og spildevandsledningerne og vedligeholdelse af de regnvandsbassiner, der følger med separeringen, der bidrager til stigningen.

”Kloakseparering koster mange penge nu og her, men er også en langsigtet investering i miljø og klima. Kloakkerne bliver i stand til at håndtere de store regnskyl, som vi kun ser flere og flere af. Det mindsker antallet af overløb til søer og vandløb og risikoen for oversvømmelser. Og vi sparer energi på vores pumpestationer og renseanlæg, som skal rense mindre mængder vand,” siger Martin Frausing Poulsen.

Ny regulering skaber større transparens

Rammerne for, hvor meget vandselskaber må opkræve fra forbrugerne og hvornår, er nøje reguleret efter Vandsektorloven.

Indtil i år har vandselskaberne først kunne opkræve forbrugerne for stigende omkostninger med to års forsinkelse. Vandselskaberne har så at sige skulle lægge ud for forbrugerne i to år.

”De stigende omkostninger til cybersikkerhed og beredskab er et godt eksempel på, hvor vi har ”lagt ud” for forbrugerne de sidste to år. For selvom vi også de sidste to år har haft omkostninger til vores arbejde med de skærpede sikkerhedskrav, kan vi først opkræve dem nu. Reguleringen og vores økonomiske ramme er meget teknisk, men de nye regler skulle gerne øge transparensen for vores forbrugere,” siger Martin Frausing Poulsen.

Nye regler, der trådte i kraft i januar 2025, betyder, at forsyningerne fra 1. januar 2026 kan opkræve for omkostningerne samme år, som de afholdes. For vandselskaberne giver de nye regler større fleksibilitet og økonomisk stabilitet.

I 2026 og 2027 vil der være et overlap mellem de gamle og de nye regler. Takststigningerne for 2026 dækker derfor både over meromkostninger, som Skanderborg Forsyning har haft i 2024 og 2025, og de meromkostninger som forsyningen får i 2026. Den afgående bestyrelse i Skanderborg Forsyning har dog valgt at dele meromkostningerne for 2026 ud på flere år af hensyn til forbrugerne. 

Det er Skanderborg Forsynings bestyrelse, der fastsætter taksterne for vand og spildevand inden for rammerne. Efterfølgende godkendte byrådet taksterne på byrådsmødet den 17. december 2025. De nye takster træder i kraft 1. januar 2026.

Forsinket tilpasning af priser

En yderligere årsag til prisstigningen er den rekordhøje inflation, som vi oplevede i 2022 og 2023.

”Skanderborg Forsyning har lige som alle andre oplevet store prisstigninger på driftsomkostningerne i 2022 og 2023. Det kan være svært at forstå, at vi først nu opkræver til prisstigninger på udgifter, vi havde tilbage i 2022 og 2023, men på grund af måden, vi er reguleret på, har det ikke været muligt tidligere,” siger bestyrelsesformand Martin Frausing Poulsen.

Rammerne for, hvor meget forsyningsselskabet må opkræve fra kunderne, er nøje reguleret efter Vandsektorloven, som også sikrer, at forsyningsselskabet er underlagt effektiviseringskrav på over 2 %. Alle pengene bliver brugt til drift og investeringer, da et forsyningsselskab ikke må have overskud.

Det er Skanderborg Forsynings bestyrelse, der fastsætter taksterne for vand og spildevand inden for rammerne. Byrådet godkendte taksterne på byrådsmødet den 18. december 2024.

For en gennemsnitsfamilie i Skanderborg Forsynings vandforsyningsområde med et forbrug på 77 kubikmeter(m3) vand om året betyder de nye takster en årlig meromkostning på 159 kroner for drikkevand, mens de nye takster for vandafledning for en gennemsnitsfamilie i Skanderborg Kommune med et forbrug på 77 kubikmeter (m3) vand om året betyder en årlig meromkostning på 496 kroner for afledning af spildevand.

Fakta om takster for vand og spildevand

  • For en gennemsnitsfamilie med et forbrug på 76 kubikmeter (m3) vand om året betyder de nye takster en årlig merudgift på 284 kroner for drikkevand, mens de nye takster for vandafledning for en gennemsnitsfamilie i Skanderborg Kommune med et forbrug på 76 kubikmeter (m3) vand om året betyder en årlig merudgift på 299 kroner for afledning af spildevand.

  • Prisen på drikkevand består af et fast, årligt bidrag og et variabelt bidrag baseret på forbrug.

  • En kubikmeter (m3) – 1.000 liter – drikkevand stiger fra 20,46 kroner til 24,21 kroner for forbrugeren med et fast årligt bidrag pr. boligenhed på 875 kroner.

  • Afledning af en kubikmeter spildevand stiger fra 56,88 kroner til 60,00 kroner med et fast årligt bidrag pr. spildevandsstik på 1.000 kroner (937,50 kroner i 2025).

  • Prisstigningerne i Skanderborg Forsyning vil give en årlig merudgift på 583 kroner for en gennemsnitsfamilie med et forbrug på 76 kubikmeter og 1.232 kroner for en stor familie, der forbruger 170 kubikmeter.