Forbrugerne får ordet
Skanderborg Forsyning gennemfører en forbrugerundersøgelse for at finde ud af, om forbrugerne er tilfredse, og hvor der er plads til forbedringer.
Det er analyseinstituttet Interresearch, der udfører undersøgelsen for Skanderborg Forsyning. Interresearch udfører lignende undersøgelser for en række andre forsyningsselskaber, hvilket giver mulighed for at sammenligne resultaterne og lære af de bedste i branchen. Interresearch udførte også den seneste undersøgelse for Skanderborg Forsyning i november 2023.
Forbrugerundersøgelsen handler blandt andet om Skanderborg Forsynings kundeservice, kommunikation, driftssikkerhed i forhold til vand og spildevand samt information i forhold til gravearbejde.
Der er også spørgsmål til, hvordan forbrugerne fremover gerne vil modtage information om forsyningen, og om forbrugerne f.eks. gerne vil høre mere om forsyningens arbejde med den grønne omstilling, og hvordan man selv kan bidrage.
Spørgeskemaundersøgelsen udsendes i uge 45 til 2.487 tilfældigt udvalgte borgere og virksomheder i Skanderborg Kommune, og det er frivilligt at deltage. Det tager cirka 10 minutter, og der er mulighed for at vinde gavekort til Kulturhuset ved lodtrækning.