Hvad er en bundfældningstank
En bundfældningstank kaldes også en trixtank eller en septiktank, og den skal tømmes en gang om året. Skanderborg Forsyning er ansvarlig for at tømme tanken, og det sker automatisk efter en køreplan.
Tømning foretages af FKSSlamson, som du kan læse mere om her. Du får besked fra FKSSlamson i ugerne inden tømning af din tank.
Når bundfældningstanken er tømt, fyldes der renset spildevand tilbage i tanken, så bakteriekulturen lever videre. Derfor ser tanken ikke tom ud, når slamsugeren er kørt – men det er kun vand, du kan se. Det faste indhold fra tanken er i slamsugeren og bliver kørt på renseanlægget.
Adgang til tanken
For at vi kan tømme tanken, er det vigtigt, at slamsugeren kan komme til tanken, og at dækslet ikke er dækket af jord eller planter. Selve dækslet må højst veje 50 kg. Er det tungere, skal der en maskine til at løfte det af, og det er ejeren af tanken, der skal betale for det.
Har du et tungt dæksel kan du med fordel skifte det ud til et lettere og slippe for ekstra omkostninger ved tømning. Vi anbefaler generelt at lettere dæksel, gerne et på 25 kg.
Det er dit ansvar, at slamsugeren har let adgang til din tank. Det betyder, at følgende krav skal overholdes:
- Adgangsvejen er jævn og kørefast, så den kan klare kørsel med lastbil.
- Husnummeret er synligt fra vejen.
- Adgangsvejen skal være mindst 3,5 m bred og 4 m høj.
- Adgangsvejen er fri for beplantninger, der vokser ind over vejen.
- Hustanken ligger højst 50 m fra adgangsvejen (nyere tanke 25 m).
- Dækslet til tanken ligger i terrænhøjde og er frit tilgængeligt.
- Dækslet er let at flytte, og det vejer højst 50 kilo (vi anbefaler dog højst 25 kilo).
- Området omkring dækslet er fri for beplantning.
Hvis der ikke er adgang til tanken, bliver den ikke tømt, og du kan forvente at få en ekstra regning på en "forgæves kørsel". Entreprenøren lægger en seddel i din postkasse med et nyt tidspunkt for tømningen. Passer dette tidspunkt dig ikke, skal du kontakte entreprenøren.