Kloakken er ikke en skraldespand!
Vatpinde, kattegrus, bleer, hygiejnebind og andre genstande stopper kloaksystemet til. Smid dem i skraldespanden i stedet.
Undgå fedt i kloakken
Selv om fedtstof er flydende på stegepanden, størkner det hurtigt og stopper kloakken til, hvis du hælder det i vasken. Desuden lokker fedtstof i kloakken rotter til. Hæld i stedet det flydende fedt i en tom mælkekarton eller lad panden køle af, så du kan skrabe det af og smide det i skraldespanden i stedet.
Rens med kogende vand
Hvis der er optræk til, at dine afløb stopper til, kan du ofte sætte gang i gennemstrømningen igen ved at hælde kogende vand i afløbet. Du skal ikke bruge kemikalier – de kan ætse dine kloakrør, og desuden slår kemikalierne de bakterier ihjel, som skal rense vandet på renseanlægget.
Forebyg kloaklugt
Hvis det lugter af kloak i dit hus, kan det skyldes, at en vandlås er tørret ud. Det sker nogle gange ved toiletter, brusenicher og gulvafløb, som ikke bliver brugt så ofte. Hæld vand i afløbet – så bliver vandlåsen fyldt op igen og holder lugten i rørene.
Det kan også være, at du skal rense gulvafløbene for fx hår og støv. Risten kan løftes eller skrues af, og vandlåsen kan trækkes op og tømmes i skraldespanden.
Husk i øvrigt, at det kun er en autoriseret kloakmester, der må reparere eller ændre på din kloak.
Du kan læse mere om vedligehold af kloak og finde forebyggende viden i de to foldere "Sådan Fungerer Din Kloak" og "Vedligehold af Private Kloakker", som er udarbejdet af Teknologisk Institut, eller følge nedenstående link til Videnscentret Bolius' vedligeholdelsesvejledning.