Skanderborg Bybad og omgivelser

Bybadet er åbent igen: Vandet er badeklar

Nyeste tal for badevandskvaliteten viser nu, at man roligt kan bade i søen igen.

Nye badevandsanalyser viser, at badevandskvaliteten ved Bybadet i Skanderborg igen er helt i orden efter sidste uges tekniske fejl, der betød udslip af spildevand til Skanderborg Sø.

Skanderborg Forsyning konstaterede en teknisk fejl på en spildevandspumpestation ved Kvickly-grunden i Skanderborg fredag den 10. juli.

Fejlen betød udslip af spildevand, og beredskabet, der skal sikre, at badesøer er trygge og sikre at bade i, blev derfor straks sat i gang.

Ved Næsset har badevandskvaliteten været i orden siden mandag 13. juli.

Skanderborg Kommune tog i mandags nye badevandsprøver ved Bybadet. 

- Analysetallene er på det laveste niveau og derfor meddeler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man trygt kan hoppe i vandet ved Bybadet. Jeg har været ved Bybadet i formiddags og kan desuden berette, at vi pt ikke er plaget af alger, så med en badevandstemperatur i Skanderborg Sø på 22 grader, er søen altså badeklar, siger Hanne Medum Lærke, biolog i Skanderborg Kommune. 

Skærpet opmærksomhed på pumpestationer

Skanderborg Forsyning skal, sammen med leverandøren af overvågningssystemet, undersøge, hvad der har udløst fejlen.

- Vi har skærpet opmærksomheden på vores pumpestationer generelt og arbejder derudover på yderligere sikkerhedsforanstaltninger for at minimere risikoen for, at lignende situationer sker igen, siger Per Grønvald, direktør for Skanderborg Forsyning.

Skanderborg Forsyning overvåger 150 pumpestationer i Skanderborg Kommune. Forsyningen har ikke tidligere oplevet lignende fejl på overvågningssystemet

Sagen kort

  • Skanderborg Forsyning opdager fejl i overvågningsdata fra pumpestationen ved Skanderborg Sø fredag 10. juli

  • En fysisk kontrol af pumpestationen viser, at pumpen har været ude af drift i en kortere periode, og at der er sket udslip af spildevand til søen.

  • Udslippet stoppes, og Miljøvagten tilkaldes.

  • Miljøvagten og badevandsmyndigheden ved Skanderborg Kommune har udtog vandprøver i søen fredag d. 10. juli.

  • Analyseresultaterne af Skanderborg Kommunes prøver udtaget fra Skanderborg Sø fredag den 10. juli viser, at badeforbuddet ved Næsset kan ophæves, mens badning fortsat frarådes ved Bybadet.

  • Yderligere vandprøver er udtaget mandag den 13. juli, og analyseresultaterne forventes sidst på ugen (uge 29).

  • Analyseresultaterne af Skanderborg Kommunes prøver udtaget fra Skanderborg Sø mandag den 13. juli viser, at badevandskvaliteten ved Bybadet i Skanderborg igen er helt i orden. Bybadet genåbnes.