Gå til indhold
Planlagt afbrydelse

Kære vandforbruger, Vi er nødt til at lukke for vandforsyningen i området omkring Vibevænget mandag d. 21. juni kl. 10:00, fordi vi reparerer forsyningsnettet. Vi forventer, at vandforsyningen er normal igen kl. 14:00. Vi beklager ulejligheden. Med venlig hilsen Skanderborg Forsyning

Begrænset vanding

Kære vandforbruger,


Voerladegård Vandværk kan ikke følge med vandforbruget på grund af det varme og tørre vejr, der falder sammen med akut og nødvendigt renoveringsarbejde på vandværket.

Derfor er Skanderborg Forsyning nødt til at indføre begrænsning på vandforbruget, så alle forbrugere har vand nok til madlavning, drikke og hygiejne. Begrænsningen bliver indført med øjeblikkelig virkning og betyder, at kun halvdelen af husstandene må bruge vand til havevanding, opfyldning af badebassiner og lignende.

Husstande med lige husnummer må bruge vand på lige datoer og husstande med ulige husnummer må bruge vand på ulige datoer.

Vand må selvfølgelig bruges uændret til madlavning, drikke og hygiejne.

Vi holder øje med vandforbruget dagligt og giver besked, så snart vi kan ophæve begrænsningen på vandforbruget.


Venlig hilsen Skanderborg Forsyning

Stort kloakprojekt i Stjær giver omkørsler

Mandag den 7. juni bliver første spadestik taget til separatkloakeringen af Stjær. Byen skal have nye kloakker, som har plads til fremtidens regnvand og spildevand og beskytter værdifuld lokal natur bedre mod overløb. Projektet betyder omkørsler for biltrafikken mellem Stjær og Storring de næste måneder.

Gravemaskinerne bliver mandag den 7. juni startet i Stjær og første spadestik taget til et stort anlægsprojekt, som efter planen fortsætter frem til 2024. Den nedslidte fælleskloak i det meste af byen skal skiftes ud med et nyt, separat kloaksystem, der håndterer spildevand i én ledning og regnvand i en anden.

Projektet fremtidssikrer kloaksystemet i byen til de næste mange årtier, men inden det er færdigt, betyder det gener for byen med opgravede veje og omkørsler for biltrafikken.

Omkørsel over Søballe
Første spadestik bliver taget i Stjærvej ud for Pebbelparken og medfører afspærring af vejen, som fungerer som gennemkørselsvej mellem Stjær og Storring. Gravearbejdet bevæger sig herefter sydpå ad Stjærvej, som forventes afspærret indtil september, hvor gravearbejdet efter planen når ned til Vesterbro.

Bilister mellem Storring og Stjær skal de næste måneder køre over Søballe – omkørslen er markeret med skilte. Også Midttrafiks bus 309 bliver lagt om og kører over Søballe. Der bliver opsat midlertidige stoppested ved Østerbro/Kirkestien i Stjær og Kirkebakken/Stjærvej i Storring.

Efterhånden som gravearbejdet bevæger sig sydpå ad Stjærvej, ændrer det sig, hvilke veje i Stjær man kan køre til fra nord og syd. Så hvis man skal til eller fra Stjær, mens projektet står på, skal man holde øje med skiltningen og køre i lidt bedre tid, end man plejer.

Første etape forventes færdig næste sommer
Sideløbende med Stjærvej starter gravearbejdet også i Pebbelparken og fortsætter efterfølgende i Nygårdsparken og på Toftkærvej. De fire veje er første af i alt tre etaper på det omfattende kloakprojekt.  Skanderborg Forsyning forventer første etape afsluttet om et år, men det kan blive forsinket af ekstremt vejr eller særlige jordbundsforhold.

Det er KM Maskiner A/S, entreprenør og autoriseret kloakmester fra Ry, der udfører første etape af projektet for Skanderborg Forsyning.

Til gavn for renseanlæg og værdifuldt vandmiljø
Separatkloakering bliver udført mange steder i Skanderborg Kommune og hele landet i disse år. Separatkloakering er ikke kun en fornyelse af det lokale kloaksystem, men gavner også renseanlægget, der efterfølgende kun skal bruge ressourcer på at rense spildevand, mens regnvandet bliver ledt til regnvandsbassiner. Stjær har allerede fået et stort regnvandsbassin, der har givet rekreativ værdi til byen.

Naturen bliver ved separatkloakering bedre beskyttet mod kloakoverløb ved kraftig regn, som der kommer mere af i disse år på grund af klimaforandringer. I Stjær vil det komme de to Natura2000-habitatområder Tåstrup Sø og Tåstrup Mose til gode, som ligger umiddelbart uden for byen.

Spildevandet fra Stjær bliver ledt til Skovby Renseanlæg, som udleder det rensede spildevand til Lyngbygård Å. Når renseanlægget bliver mindre belastet af regnvand efter en separatkloakering, vil det også give færre overløb lokalt og gavne Lyngbygård Å.

Skanderborg Forsyning har dedikeret en hjemmeside til projektet på www.skanderborgforsyning.dk/stjaer