Gå til indhold

Ny direktør med fokus på sikker drift, samarbejde og udvikling af fremtidens forsyning

Bjarne Langdahl Riis er ny administrerende direktør i Skanderborg Forsyning fra den 1. juli efter at have været konstitueret i stillingen siden den 1. februar.

Bestyrelsen for Skanderborg Forsyning har valgt ny administrerende direktør, og valget er faldet på en kendt profil i organisationen, som allerede har vist resultater med at skabe retning for en fagligt stærk og bred organisation, der operer i en kompleks virkelighed.

Det bliver nemlig Bjarne Langdahl Riis, som fra den 1. juli formelt indtager direktørstillingen efter at have været konstitueret i stillingen siden den 1. februar 2020. Han var i forvejen afdelingschef for Projekt & Udvikling i forsyningen.

Kerneopgave, samarbejde og fremtidens forsyning
Bestyrelsesformand Martin Frausing Poulsen lægger derfor også vægt på den nye direktørs erfaring og kompetencer til de strategiske opgaver og samarbejder, der venter forude for Skanderborg Forsyning.
”Jeg er sikker på, at Bjarne er den rette til – sammen med bestyrelsen og medarbejderne – at udfolde forsyningens mange store og vigtige dagsordner, der har betydning for hele kommunens udvikling. Sikker opgaveløsning og udvikling af fremtidens forsyning er vigtigt i en kommune som Skanderborg, der er i rivende udvikling. Derfor bliver det vigtigt med et godt samarbejde mellem forsyningen, kommunen og de partnerskaber, der skal være med til at skabe fundamentet for fremtidens forsyning, der arbejder til gavn for borgerne og Skanderborg Kommune. Bjarne har allerede vist, at han har færdighederne til at drive forsyningen i den retning, og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet,” siger Martin Frausing Poulsen.

Samarbejde med aktiv ejer og dygtige medarbejdere
Bjarne Langdahl Riis kom til Skanderborg Forsyning i februar 2019 som afdelingschef for Projekt & Udvikling med en faglig baggrund inden for vand med en Ph.D. i mikrobiologiske processer. Forinden var han direktør i fødevareklyngen Agro Food Park, som han var med til at opbygge i Skejby.

Den nye direktør ser frem til på sikker vis at fortsætte med at løse den vigtige samfundsmæssige opgave, et vand- og spildevandsselskab har, og samtidig lægge kursen for dens strategiske udvikling de kommende år i samarbejde med kommunen og forsyningens øvrige strategiske samarbejdspartnere.
”Jeg er stolt og ydmyg over at få den store og meget spændende opgave, der ligger i jobbet, og ser frem til at løse den i samarbejde med bestyrelsen, kommunen som en aktiv ejer og alle de dygtige medarbejdere. Og så bliver det spændende at udbygge det stærke samarbejde, vi har etableret det seneste års tid med vores myndigheder og virksomheder, der har interesse i vores arbejde som forsyning,” siger Bjarne Langdahl Riis.

Ansættelsen af Bjarne Langdahl Riis som administrerende direktør efterlader hans hidtidige stilling som afdelingschef for Projekt & Udvikling ledig. Derfor bliver en af de første opgaver for den nye direktør at sammensætte og udvikle den samlede ledelse for forsyningens medarbejdere, som tilsammen dækker 54 årsværk. 12 medarbejdere beskæftiger sig med drift af drikkevands- og spildevandsforsyningen og den øvrige medarbejderstab med projekt- og procesledelse, administrative funktioner og forretningsudvikling.

Fakta om Bjarne Langdahl Riis, ny administrerende direktør i Skanderborg Forsyning

56 år og bosat i Skanderborg.

Ansat hos Skanderborg Forsyning som afdelingschef for Projekt & Udvikling i 2019, konstitueret administrerende direktør i februar 2020 efter tidligere direktør Jens Bastrups fratrædelse.
Udviklingsdirektør og senere direktør i Agro Food Park fra 2009 til 2017. Derefter projektchef i Agro Business Park frem til jobskiftet til Skanderborg Forsyning i 2019.

Ph.D. i mikrobiologi fra Aarhus Universitet 1988 – 1999.

Fakta om Skanderborg Forsyning

Skanderborg Forsyning leverer rent vand til godt 6300 kunder i Skanderborg-området fra fem vandværker og renser spildevand for hele kommunen, godt 19.000 husstande og virksomheder, på seks renseanlæg.

Klimatilpasning er den tredje hovedopgave for forsyningen, der med Skanderborg Kommune som bygherre foreløbigt har realiseret 9 ud af 12 klimatilpasningsanlæg siden vedtagelsen af kommunens klimahandlingsplan i 2014.

Udviklingsmæssigt har forsyningen fokus på at følge med den store befolkningstilvækst i Skanderborg Kommune og igangsætte projekter, der kan sikre spildevandsrensning, rent drikkevand og klimatilpasning i mange år fremover

AquaGlobe, forsyningens største udviklingsprojekt, skal skabe en udviklingsplatform for nye vandløsninger til gavn for forbrugerne og være et videns- og formidlingscenter for vand.

Årsregnskabet for Skanderborg Forsyning omsatte i 2019 for godt 107 mio. kr. med et overskud efter skat på 13 mio. kr.