Gå til indhold

Nu begynder stort klimaprojekt midt i Skanderborg

Det første af en række nye regnvandsbassiner, der blandt andet skal forhindre Skanderupbækken i at flyde over sine bredder, når det regner voldsomt, er på vej.

Skanderborg Forsyning og Skanderborg Kommune går nu i gang med et stort anlagt klimatilpasningsprojekt omkring Skanderupbækken i Skanderborg. Projektet skruer op for biodiversiteten og ned for risikoen for oversvømmelser, når regnvejr i fremtiden skyller i Skanderupbækken med stor kraft.

Storstilet projekt – lang proces

Det er tre år siden, de første tanker om klimaprojektet ved Skanderupbækkens blev tænkt, og der er – så at sige – løbet meget vand i åen siden da. Borgere har delt gode ideer med kommunen og forsyningen. Lodsejere har delt ud af deres jord. Og Labland Arkitekter har slået stregerne til et storstilet projekt, der skal lede regnvand fra den ene ende af Skanderborg by til den anden. Uden at løbe over.

- Det er en lang proces, når man kaster sig ud i et projekt som det her. Men det betaler sig også i den sidste ende. Projektet omkring Skanderupbækken bliver ikke alene en effektiv regnvandshåndtering. Det bliver også en stribe af natur midt i byen, som både er smuk for øjet og god for biodiversiteten, og vi glæder os virkelig meget til at komme i gang, siger udviklingschef i Skanderborg Forsyning, Erland Stubkjær Christensen.

Projektet, der gennemføres i tre etaper, indeholder både etablering af regnvandsbassiner, ændring af Skanderupbækkens forløb og etablering af rekreative områder med stier og opholdspladser flere steder i Skanderborg by.

Begynder på Ivers Eng

Projektets første spadestik bliver taget på Ivers Eng vest for Vroldvej, hvor der skal etableres et nyt regnvandsbassin. Samtidig udvides et eksisterende bassin ved Skydebanevej, så det fremover kan tilbageholde dobbelt så meget vand som i dag.

Til næste år fortsætter projektet i retning mod Skanderborg Sø, og på vejen folder de største dele af projektet sig ud. Etape 2, Wegeners Eng, mellem Vroldvej, Kirkevej og Anesmindevej, bliver et rekreativt område med stier, og vildtvoksende beplantning, som også kan bruges til naturundervisning af de omkringliggende skoler. Og endelig bliver etape 3, Oasen, mellem Skanderupgade og Banegårdsvej, ja, en grøn oase lige midt i byen.

Klimaprojektet omkring Skanderupbækken forventes afsluttet i 2023. Sideløbende med projektet gennemfører Skanderborg Forsyning kloakseparering på strækningen.