Gå til indhold

Historisk beslutning baner vej for centralisering af spildevandet

Med centraliseringen udbygges og forbedres Skanderborg Centralrenseanlæg på Døjsøvej, så det kan modtage og behandle spildevand fra Ry, Gl. Rye og om muligt også Hørning.

Tre nedslidte renseanlæg nedlægges, mens centralrenseanlægget skal udbygges på kapaciteten og passes bedre ind i omgivelserne. Det er de langsigtede konsekvenser af byrådets beslutning om fremtidig spildevandsstruktur i Skanderborg Kommune.

Skanderborg Forsyning skal over de kommende år nedlægge renseanlæggene i Hørning, Ry og Gl. Rye og udbygge og forbedre Skanderborg Centralrenseanlæg på Døjsøvej, så det kan modtage og behandle spildevandet fra Ry og Gl. Rye. I mellemtiden skal det afklares, om det er mest fordelagtigt også at rense spildevandet fra Hørning i Skanderborg, eller om det kan ledes til renseanlæg i Aarhus.

Byrådet i Skanderborg Kommune tog onsdag aften den historiske beslutning om centralisering af spildevandshåndteringen i kommunen, der skal gennemføres med store anlægsarbejder over de næste fem år og kommer til at gælde de næste mange årtier.

Beslutningen er taget for dels at gavne det unikke vandmiljø i kommunen med Gudenåen og Skanderborgsøerne og dels give en mere omkostningseffektiv drift af forsyningens renseanlæg. Det er muligt ved at samle spildevandet på de to mest moderne anlæg i kommunen - på Døjsøvej og i Skovby.

Planen fører med sig, at renseanlægget på Døjsøvej bliver udbygget og udviklet, så det kan håndtere mere spildevand og samtidig reducere støj- og lugtgener for naboer og indgå mere naturligt i det omkringliggende landskab, som er indfaldsvej til Skanderborg og rekreativt område for byens borgere.

En stor og vigtig beslutning

Borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer, siger om beslutningen:

- Med strukturplanen har Byrådet og Skanderborg Forsyning sammen lagt linjerne for den fremtidige vækst og udvikling i kommunen, hvor rensningsanlæg skal udbygges i takt med, at vi bliver flere borgere i kommunen. Forsyningen har haft fremlagt en række scenarier for denne udvikling, og gennem god dialog har vi fundet frem til en samlet plan, der både skaber en sikker og effektiv forsyningsdrift, samtidig med at vi fremtidssikrer by- og boligudviklingen i kommunen, siger Frands Fischer.

Bestyrelsesformand i Skanderborg Forsyning, Martin Frausing Poulsen, siger:

- Jeg vil gerne takke byrådet for den store opbakning til forsyningens forslag om fremtidig struktur, som der er lagt et stort arbejde i. Både selve forslaget, som er grundigt gennemarbejdet, men også alle de projekter, forsyningen har gennemført, som har gjort en centralisering mulig. Byrådet har truffet en stor og vigtig beslutning for hele Skanderborg Kommune, som vil gøre en forskel for vandmiljøet og for den fremtidige vækst i kommunen. Jeg ser frem til at se planen blive til virkelighed og skabe værdi for både naboer, kommunen som helhed og vandmiljøet, og jeg er overbevist om, at de dygtige medarbejdere i forsyningen og lokale virksomheder er klar til at løfte de store opgaver, der følger med, siger Martin Frausing Poulsen.

Analyse af syv scenarier

Byrådets beslutning fulgte indstillingen fra Økonomiudvalget og tog udgangspunkt i en strukturanalyse af spildevandshåndteringen i kommunen. COWI, Skanderborg Kommune og Skanderborg Forsyning har i analysen samarbejdet om at belyse økonomiske og miljømæssige konsekvenser ved syv forskellige scenarier; det eksisterende scenarie og seks forslag til alternativer.

Centraliseringen af spildevandshåndteringen er mulig, fordi Skanderborg Forsyning de senere år har separatkloakeret mange steder i kommunen, så spildevand og regnvand løber i adskilte systemer og mindsker belastningen af renseanlæggene. 

Valget af centralisering på to anlæg og udbygning af anlægget på Døjsøvej betød fravalg af fem andre mulige scenarier og muligheder for bl.a. samarbejde med Aarhus Vand og Silkeborg Forsyning om rensning af spildevand uden for kommunegrænsen. Begge dele var dog meget dyre løsninger i forhold til det valgte scenarie.