Luftfoto af landsbyen Skjørring

Separatkloakering og
nye drikkevandsledninger
i Herskind

Kloakseparering

Fra ét rør til to til gavn for miljøet

Den nuværende kloak under dele af Herskind er nedslidt og trænger til at blive renoveret for at skabe plads i rørene til fremtidens spildevand og regn og samtidig beskytte værdifuld lokal natur.

I dag løber al spildevand og regnvand i området i én kloakledning. Når vi separatkloakerer, skifter vi den gamle kloakledning ud med to nye ledninger - én til spildevand og én til regnvand.

Spildevandet bliver fortsat ledt til Skovby Renseanlæg, mens regnvandet vi blive ledt til og renset i et nyt regnvandsbassin syd for Herskind.

Separatkloakering gavner både renseanlægget, der efterfølgende kun skal bruge ressourcer på at rense spildevand, og naturen, som bliver bedre beskyttet mod kloakoverløb ved kraftig regn. Det nye kloaksystem er planlagt til at holde de næste 75 år.

Nye drikkevandsledninger

To fluer med ét smæk

I samme område, som vi gennemfører kloaksepareringen, trænger de gamle drikkevandsledninger i jorden til at blive udskiftet.

For at genere mindst muligt og undgå at grave de samme veje op ad flere omgange, slår vi to fluer med ét smæk og ordner drikkevandsledningerne i forlængelse af kloaksepareringen.

Det drejer sig om dele af Præstbrovej, Bøgeskovvej, Langelinie og Vibevænget.

De præcise adresser for direkte besked senere.

Naturen vi beskytter

Separeringen i Herskind vil især gavne Lyngbygård Å, som løber til Brabrand Sø i Aarhus Kommune.

Gevinsten for natur og vandmiljø ved separatkloakering er færre overløb med regnfortyndet spildevand, fordi regnvand og spildevand adskilles. Regnvand renses og forsinkes i et regnvandsbassin før udledning til recipienten. 

 

Denne animationsvideo forklarer, hvordan overløb opstår ved ekstreme regnhændelser.

Her skal vi separere kloakken

Vi separerer kloakken på dele af: Præstbrovej, Bøgeskovvej, Fuglevænget, Langelinie og Ladingvej.

Vi lægger nye drikkevandsledninger på dele af: Præstbrovej, Bøgeskovvej og Langelinie.

Adresserne markeret med gul er dem, der senere skal separere på egen grund.

Få svar på, hvad det betyder for dig på vores side om separatkloakering.

Alle berørte adresser får direkte besked, inden vi går i gang med arbejdet.

 

Tidsplan

Kloakeringsarbejdet forventes udført i perioden fra november 2026 til november 2027. Tidsplanen er foreløbig og kan blive ændret.

Her kan du se den overordnede tidsplan. Vi opdaterer den løbende, når vi ved mere.

September 2026: Projektet sendes i udbud.

Oktober 2026: Entreprenør vælges.

Oktober 2026: Informationsmøde i Herskind.

November 2026: Forventet opstart af projektet.

Arbejdet kan – som altid i disse projekter – blive forsinket undervejs af ekstremt vejr og vanskelige jordbundsforhold.

Trafikændringer

Der vil under projektet forekomme almindelige gener fra anlægsarbejdet som f.eks. støj, støv og trafik fra maskiner, foruden skiftende trafikomlægninger i perioden. Vi bestræber os på at begrænse generne i forbindelse med arbejdet mest muligt. Arbejdet vil som hovedregel blive udført inden for normal arbejdstid (kl. 07.00 – 17.00). 

Hvad betyder det for dig og din kloak?

Ligesom kloakken i vejen er blevet skilt ad i spildevand og regn, skal vandet der afledes fra dit hus og grund også adskilles i to separate rørsystemer for, at det nye system fungerer efter hensigten. Som grundejer står du selv for denne del af arbejdet. 

Vi har samlet alt, du har brug for at vide som grundejer her:

Barn med grønne gummistøvler går i stor vandpyt

Håndter regnvand på din egen grund

Et alternativ til at lede dit regnvand ud i vores rør, er at aflede og nedsive regnvandet i din egen have, f.eks. med et regnvandsbed eller en regnvandsfaskine. Dermed kan regnvandet udnyttes til havens fordel samtidig med, at du sparer nogle af udgifterne til separeringen. Du skal søge kommunen om tilladelse til en sådan løsning.

Baggrund for projektet

Vi udfører i disse år separatkloakeringer rundt om i Skanderborg Kommune for at sikre en effektiv, sikker og miljøvenlig håndtering af spildevand og regnvand i en tid med både mere regn og befolkningstilvækst i kommunen. 

Skanderborg Kommune udpeger områder til separatkloakering i spildevandsplanen og optog i 2022 Herskind som et tillæg (12) i planen, da undersøgelser gennemført af Skanderborg Forsyning viste, at byens nuværende kloaksystem er nedslidt og underdimensioneret.

Kontakt

Skanderborg Forsyning
Skanderborg Forsyning har ansvar for anlægsprojektet og kloakkerne i offentlig vej, og kan besvare henvendelser om anlægsprojektets forløb og detaljer, samt om det offentlige kloaksystem og tilslutningen til det.

Skanderborg Kommune, Spildevand
Skanderborg Kommune er myndighed for spildevandsplaner og afgør, hvor Skanderborg Forsyning skal forny kloakkerne, samt føre kontrol med separatkloakering på private grunde. Du kan kontakte spildevandsafdelingen om separatkloakering på egen grund og tilladelse til evt. regnvandsløsninger som alternativ til rør i jorden.