Gå til indhold

Vandforsyningen lukker for vandet torsdag d. 15. november kl. 11:00 i området omkring Skanderborg: Jernbanevej, Krøyer Kielbergs Vej, Regnbuevænget pga. planlagt reparation. Vi forventer, at der igen er vand omkring kl. 12:00. Vi beklager ulejligheden.

500 mennesker trodsede regnen for at lære om vand

Fredag den 24. august åbnede Skanderborg Forsyning dørene til AquaGlobe og inviterede alle forbrugere i Skanderborg Kommune med til en hyggelig eftermiddag med fuld skrue på vandsjov, madoplevelser og fremtidsworkshop.

Det var en overvældende succes, da AquaGlobe bød borgerne op til samskabelse af området omkring Skanderborg Forsyning fredag den 24. august. På trods af en våd hilsen fra vejrguderne mødte Skanderborgenserne talstærkt op for at sætte deres præg på området, lege med vand, lære om vand og nyde lækker mad og (vand)drikke i de smukke omgivelser.

500 mennesker trodsede regnen for at lære om vand

Arrangementet gav mulighed for at lytte til taler fra borgmester Jørgen Gaarde, bestyrelsesformand  Martin Frausing og direktør i AVK Morten Sæderup. Børn og barnlige sjæle kunne blandt meget andet lege med vand, opleve Virtual Reality og skyde med bue og pil. Mens de fleste voksne var forbi de forskellige stande for at tale med AquaGlobes partnervirksomheder, der fremviste den nyeste vandteknologi og de state-of-the-art løsninger, som kan bidrage til at nå verdensmålene ude i verden og samtidigt skabe vækst, arbejdspladser og renere natur herhjemme.

Masser af idéer

Formålet med dagen var ikke kun oplevelser. I AquaGlobes kantine med glasvægge ud til området var der indrettet til en fremtidsworkshop. Fremtidsworkshoppen havde tre zoner og tog deltagerne med fra Den Magiske Vilde Cirkel over Mulighedsdrømme til udstillingen af de færdige idéer. I Spørgekassen var spørgsmål, der kunne afklare folks forventninger til området og stimulere kreativiteten.
Alle ideerne vil nu blive bearbejdet i et katalog og vurderet, hvordan de kan udvikle området. Næste skridt er at søge midler ved fonde for at kunne realisere ideer og drømme.

Udvikling i fællesskab

”Vi havde en rigtig god dag, hvor vi kom i tæt kontakt med vores kunder og hørte, hvad de forventer sig af os, og hvad de kunne drømme om. Det tager vi alt sammen nu med videre. Det er ikke noget nyt for os at lave borgerinddragelse, men vi kommer nok til at skrue endnu mere op i fremtiden. Vi er jo en lokalt forankret virksomhed, som har det lange lys på, og hvor der stadig er masser af nye spændende muligheder for at gøre en lokal forskel”, siger direktør Jens F. Bastrup.

Borgerinddragelse er ikke noget nyt for Skanderborg Forsyning. Med det prisvindende klimaprojekt Låsby Søpark har forsyningen tidligere lavet massiv borgerinddragelse. Og borgerne vil gerne, viser en undersøgelse foretaget af forsyningen i 2017, hvor en ud af tre forbrugere gerne vil bidrage til forsyningens udvikling. Derfor har forsyningen i dag to kundepaneler - et for private forbrugere og et for virksomheder.

Se billeder fra dagen

Klik på billedet for at se galleri fra dagen

 

Det skrev pressen

AquaGlobe bød naboerne indenfor (Uge-Bladet Skanderborg)